Seneste nyt
Kalender
Det Feministiske Barometer
Feministiske tanker indefra
Feminisme for alle
Feministisk litteraturnyt
Feministisk Førstehjælp
Kritiske Kunstnere
Show More

© 2018 af Københavns Unge Feminister

Københavns Unge Feminister har på forhånd haft kontakt med Rosa. Hun har fortalt om sit politiske engagement og om, hvordan hun oplever, at det som kvinde er svært at blive taget alvorligt i politisk sammenhæng.Dette er blevet tydeligt, når hun har udtalt sig på nettet. 

”Det er forskel på, om jeg har udtalt mig anonymt eller om jeg har udtalt mig med navn og billede. For når man udtaler sig anonymt, går folk af en eller anden grund ud fra, at man er en mand, og der bliver lyttet til og argumenteret imod, hvad man faktisk siger. Som kvinde bliver man ofte angrebet på baggrund af sit køn eller udseende”,fortæller hun med udgangspunkt i sine egne oplevelser.  

Rosa tror, at dette forekommer endnu oftere for kvinder, der ikke lever op til samfundets idealer. Hun betoner, at det er hårdt at udsætte sig selv og sin familie for den behandling, der hører med til at udtale sig offentligt som kvinde: bodyshaming og objektivisering heriblandt. 

”Det var en sag sidste år, hvor to kvindelige politikere blev stillet op mod hinanden og vurderet kropsligt og udseendemæssigt”, fortæller Rosa og uddyber: ”Som mand vil man aldrig få at vide, at ens holdninger ikke er valide, fordi man har et bestemt udseende eller en bestemt alder. Det er enormt intimiderende, at kvinder oplever så hård medfart i politiske diskussioner”.

Men har vi ikke alle et frit valg og et ansvar for at gøre vores stemme gældende? Dét er et omdiskuteret spørgsmål. Rosa svarer følgende, da jeg stiller hende det:

”Der vil altid være folk, der er i stand til at trodse fordommene og tage de hårde kampe, men vi bliver nødt til at anskue problemet strukturelt. Man bliver nødt til at skille skidt fra kanel og sige: ja, enhver har et frit valg, men vi bliver også nødt til at forstå, hvad der faktisk skal til for, at et menneske kan træffe det her valg. Det kræver nogle ressourcer.”

 I Rosas øjne er eksklusion i den politiske debat nemlig ikke kun et problem for den enkelte: det er også et demokratisk problem. Hun mener at den usaglige debatkultur medfører udelukkelse af visse perspektiver og befolkningsgrupper, og, som hun siger:

”Et demokratisk land forudsætter, at vi alle har adgang til den politiske debat og mulighed for at få indflydelse. Når margen for at få lov til at være med i klubben bliver mindre og mindre, betyder det, at vi kommer tættere og tættere på et oligarki, et fåtalsstyre.”

Når man taler med Rosa, er man ikke tvivl om, at hun er en kvinde med stærke holdninger, slagkraft og stor selvsikkerhed. Jeg tænker på, at den nedvurdering, hun har oplevet, tilsyneladende har udmøntet sig i en stærk samfundskritik snarere end i manglende selvtillid. 

​Men ifølge Rosa har det ikke altid været sådan. Det var under en rejse i Sydamerika, at hun for alvor indså, at der var alternativer til de herskende normer for køn og krop. 

”De kvinder, jeg mødte, var virkelig muskuløse, for de arbejdede utrolig hårdt. De stod tidligt op, lavede mad og gik afsted til markedet med et barn i hver hånd, det sidste barn på ryggen og varerne på hovedet. Det fik mig til at indse, at vores europæiske kropsidealer for kvinder kunne være helt anderledes”. 

Rosa understreger, at et nyt syn på kvindekroppen er nødvendigt, fordi æstetiske og seksuelle præferencer i dag danner grundlag for magthierarkier. At behage seksuelt, kropsligt og visuelt bliver opfattet som kvinders primære funktion. Derfor har kropsnormer stor betydning for kvinders muligheder og selvopfattelse. Målet er at skabe et samfund, der ikke vurderer og begrænser mennesker på baggrund af deres udseende og deres krop: at gøre op med objektivisering af kvinder.  

Men hvordan skal vi gøre det?

Rosa mener, at det først og fremmest er et spørgsmål om, at vi skal turde at gøre opmærksom på problemerne. Vi skal være ærlige over for unge piger. Vi skal turde at fortælle dem, at det er hårdt at indlade sig på politiske debatter som kvinde, og at man risikerer at få en hård behandling. 

Samtidig skal vi huske, at vi politiske engagement og deltagelse kan ændre disse omstændigheder. Vi har brug for flere piger og kvinder, der taler normerne imod, hvis vi skal forbedre miljøet omkring kvinder i det offentlige rum, i politiske sammenhænge og i samfundslivet generelt. 

Endvidere skal vi gøre op med den såkaldte luder-madonna-tankegang, siger Rosa og uddyber: 

”En gammel opfattelse er, at man som kvinde kan være to ting: en luder eller en madonna, god og jomfruelig eller et seksuelt købsvæsen. Politisk aktive kvinder bliver sat i luderboksen. Men hvis de ikke er konventionelt attraktive, hvad skal vi så bruge dem til?” 

Et opgør med dette kvindesyn bør ifølge Rosa være en del af den feministiske kamp.  

Hun understreger, at vi som led i denne kamp skal turde at tale med dem, vi er uenige med:

”Det er nemt at gå til angreb på kvinder for at være kvinder. Der ligger nemlig noget implicit skamfuldt i at være kvinde, fordi vores samfundsstrukturer er skabt af hvide middelklassemænd. På samme måde ligger der noget implicit skamfuldt i at afvige fra kropsnormerne. Men for at ændre dette, bliver vi nødt til at indimellem at tale med dem, der står bag angrebene. Mange feminister, også jeg, kommer ofte til kun at tale dem, vi er enige med.” 

Jeg spørger Rosa, hvordan hun forholder sig til den store følelsesmæssige investering, der kan være forbundet med disse samtaler. For er det ikke hårdt at skulle retfærdiggøre sine følelser og dele sine personlige og svære oplevelser med nogen, der som udgangspunkt ikke forstår dem? 

Det mener Rosa bestemt. 

”Det handler om at vælge sine kampe og anerkende sin egen indsats. I stedet for at være vrede på os selv over det, vi ikke gør, skal vi kvinder være stolte af det, vi faktisk gør.”

Rosa drager en parallel til den nedvurdering af klassiske kvindefag, der fortsat præger vores samfund. Omsorgsarbejde har traditionelt set været varetaget at kvinder, dårligt lønnet og ringe anerkendt. Rosa fremhæver dette som et eksempel på, at kvinder generelt ikke får tilstrækkeligt anerkendelse for deres arbejde. Det mener hun, at vi skal ændre på – også når der er tale om feministisk oplysningsarbejde. 

Denne opfordring bliver afslutningen på vores samtale. En opfordring til alle kvinder. Til at involvere sig i kampen for ligestilling – og være stolte af dette arbejde for et bedre og mere inkluderende samfund.