Taberne bliver fuckbois, slutty piger og alle andre 

af Rikke From 

Sensommerens debat om puttemiddage på Rungsted Gymnasium har været en tiltrængt debat af en ungdomskultur, som er gået over genvind. Analyserne er mange, men det mest stillede spørgsmål er nu engang: ”Hvorfor siger pigerne ikke fra?”  

Talsperson for Københavns Unge Feminister, KUF  
Studerende på Genusvidenskab på Lunds Universitet 

Forestil dig en 15-16 årig pige netop startet i 1.g og er blevet inviteret til en fest, hun muligvis har eller ikke har lyst til at deltage i velvidende, at det kan afgøre hendes sociale status på gymnasiet i de følgende 3 år. Spørg hende så hvorfor hun ikke sagde fra, da oplevelsen viste sig at blive ubehagelig. Spørg hende hvorfor hun sagde ja til at deltage i en fest med 3.g-fyrene, der har kategoriseret hende som ’smuk’. Vi kender godt svaret. Hvorfor stiller vi ikke i stedet spørgsmålene; Hvorfor eksisterer de her puttemiddage? Og hvorfor er ungdomskulturen rundt omkring i landet så ubehagelig?
Når puttemiddagen er slut, og debatten er glemt, lever problemerne videre, hvis de ikke adresseres som en større problematik. Problemet er en kultur, alle bliver taberne i. 

 

For et år tilbage skildrede DR3s serie ’Fuckbois’ tre drenge fra Solrøds interne kamp om status i drengegruppen. For at opnå status skulle drengene score piger i byen, som hvis udseende bedømmes på en skala fra 1-10. Det er hverken opstillet eller sat på spidsen, men derimod et ret præcist billede på hvorledes mange drengegrupper høster status. På samme tid er disse tre drenge, som optræder i serien, og drengene bag den berygtede audition på Rungsted Gymnasium ikke problemet – de er blot blevet symbolet på en skadelig kultur, hvor vi ikke må gøre drengene til forbrydere og pigerne til ofre.
Jeg har aldrig været en del af en vennegruppe, hvor min status afhang af hvor dårligt, jeg behandlede andre mennesker, men jeg forestiller mig, at det er svært. Jeg er aldrig blevet udsat for en forventning om at agere nedværdigende overfor andre, og mine venner har ikke haft nogen forventning til mit antal af sexpartnere samt hvilket tal, jeg skal opretholde i mine scoringer. Men jeg forestiller mig, at det er kompliceret at hæve sig over det, hvis forventningerne var der. Så i stedet for at udskamme drenge, som inviterer til puttemiddage, bør vi erkende, at de i ligeså høj grad oplever konsekvenserne af en kultur, alle taber på.

 

Vi skal stoppe med at forklare deres adfærd med dårlig opdragelse og begynde at kigge på, om det ikke er kulturen, som presser unge ud at behandle hinanden respektløst. På gymnasierne i dag eksisterer der stadig en idé om fyren som jæger og pigen som det forsvarsløse bytte, og det skaber et ekstremt smalt rum for begge at navigere i. Et rum for pigen hvor sex er essentielt for ikke at være kedelig, men for mange sexpartnere gør hende billig. Ingen af delene er specielt ønskværdigt, og Gud forbyde pigen, som skifter mening og får mærkatet ’narrefisse’ klistret på sig. Hvis vi stædigt holder fast i kvinden som et forsvarsløst, passivt bytte som skal erobres, har pigen ikke anden mulighed end at indgå i konkurrencen mod de andre piger. Her opstår jalousien, dømmende blikke og spydige kommentarer pigerne imellem. Her bliver pigerne i allerhøjeste grad ’slutshamet’, ’bodyshamet’ og målt og vejet på alt, de gør. Den ideelle pige skal balancere på den uopnåelige grænse mellem at være snerpet og slutty. Hun skal acceptere, at ”drenge er drenge”, og tonen er hård. Hun skal acceptere at blive en genstand for status, seksualiseret og vurderet alle steder fra. Hun skal forstå, at hendes venners opførelse er ganske naturlig og helt i orden, for siger hun fra, er hun irriterende selskab. Hun skal acceptere, at hun enten er for stille eller ’for meget’. Pigens sti er snæver og lige meget hvad, vil hun træde forkert. Alt imens hun har travlt med at dømme andre piger, som blot prøver at balancere ned af samme sti som hende selv. Det ved jeg, for jeg var en af de piger.

Den ideelle dreng skal høste status fra drengegruppen ved at erobre en pige. Hans scoregennemsnit skal være højt, og han skal ikke være bleg for at dele detaljer fra torsdagshyggen med resten af gruppen. Han skal dele et nude i ny og næ på gruppen, så han kan bevise sin erobring. Samvittighed skal der ikke være meget af, og siger han fra, er han en svans eller bøsse. Han skal ikke vise følelser, empati eller tvivl. Han skal vise loyalitet overfor gruppen for dens værdier eller mangel på samme, og han skal fremfor kunne bunde en øl på under et minut til opvarmningen. Han skal være trænet, pæn og gå op i sin påklædning. Han skal grine med på grænseoverskridende jokes, like grænseoverskridende kommentarer og gøre grænseoverskridende ting. Han skal gå på kompromis med sig selv og sin egen samvittighed. Han skal være en jæger og helst en god en af slagsen uden videre refleksion over sin opførelse. Den dreng og pige som falder udenfor bliver usynlige. De får ingen stemme i en kultur, der ikke giver plads til, at Mads scorer Micheal, eller at Signe vil vente med at have sex til, at hun er parat.


Som reaktion på puttemiddag-debatten bør vi tage skridtet videre til at diskutere, hvordan både ’fuckbois’, ’slutty piger’ og alle andre taber i kampen om status. Både ham der ikke kan opretholde samme scoregennemsnit som resten af klassens drenge. Hende der har sex uden at have lyst for ikke at blive opfattet som kedelig eller har lyst og lidt flere sexpartnere end gennemsnittet. Jesper på 20 som opfører sig dårligere, end hans samvittighed tillader, men ikke vil ødelægge stemningen. Og alle dem, som ikke passer indenfor rammerne. Det vil sige alle dem, som ikke passer til min stereotypiske beskrivelse og tror, at der er noget galt med dem og ikke samfundet, når de ikke kan finde deres plads i junglen af krav og forventninger til deres køn.

24-årige Rosa: Objektivisering af kvinder er et demokratisk problem

Rosa Nørgaard Scheving er 24 år gammel, sygeplejerskestuderende og nygift. Hun har fra en ung alder været involveret i det feministiske projekt. Jeg møder hende i Studenterhuset til en snak om kroppe, køn, magt og politisk aktivisme. 

af Ella Ryberg 

Navn: Rosa Nørgaard Scheving

Alder: 24 år

By: København

Københavns Unge Feminister har på forhånd haft kontakt med Rosa. Hun har fortalt om sit politiske engagement og om, hvordan hun oplever, at det som kvinde er svært at blive taget alvorligt i politisk sammenhæng.Dette er blevet tydeligt, når hun har udtalt sig på nettet. 

”Det er forskel på, om jeg har udtalt mig anonymt eller om jeg har udtalt mig med navn og billede. For når man udtaler sig anonymt, går folk af en eller anden grund ud fra, at man er en mand, og der bliver lyttet til og argumenteret imod, hvad man faktisk siger. Som kvinde bliver man ofte angrebet på baggrund af sit køn eller udseende”,fortæller hun med udgangspunkt i sine egne oplevelser.  

Rosa tror, at dette forekommer endnu oftere for kvinder, der ikke lever op til samfundets idealer. Hun betoner, at det er hårdt at udsætte sig selv og sin familie for den behandling, der hører med til at udtale sig offentligt som kvinde: bodyshaming og objektivisering heriblandt. 

”Det var en sag sidste år, hvor to kvindelige politikere blev stillet op mod hinanden og vurderet kropsligt og udseendemæssigt”, fortæller Rosa og uddyber: ”Som mand vil man aldrig få at vide, at ens holdninger ikke er valide, fordi man har et bestemt udseende eller en bestemt alder. Det er enormt intimiderende, at kvinder oplever så hård medfart i politiske diskussioner”.

Men har vi ikke alle et frit valg og et ansvar for at gøre vores stemme gældende? Dét er et omdiskuteret spørgsmål. Rosa svarer følgende, da jeg stiller hende det:

”Der vil altid være folk, der er i stand til at trodse fordommene og tage de hårde kampe, men vi bliver nødt til at anskue problemet strukturelt. Man bliver nødt til at skille skidt fra kanel og sige: ja, enhver har et frit valg, men vi bliver også nødt til at forstå, hvad der faktisk skal til for, at et menneske kan træffe det her valg. Det kræver nogle ressourcer.”

 I Rosas øjne er eksklusion i den politiske debat nemlig ikke kun et problem for den enkelte: det er også et demokratisk problem. Hun mener at den usaglige debatkultur medfører udelukkelse af visse perspektiver og befolkningsgrupper, og, som hun siger:

”Et demokratisk land forudsætter, at vi alle har adgang til den politiske debat og mulighed for at få indflydelse. Når margen for at få lov til at være med i klubben bliver mindre og mindre, betyder det, at vi kommer tættere og tættere på et oligarki, et fåtalsstyre.”

Når man taler med Rosa, er man ikke tvivl om, at hun er en kvinde med stærke holdninger, slagkraft og stor selvsikkerhed. Jeg tænker på, at den nedvurdering, hun har oplevet, tilsyneladende har udmøntet sig i en stærk samfundskritik snarere end i manglende selvtillid. 

Men ifølge Rosa har det ikke altid været sådan. Det var under en rejse i Sydamerika, at hun for alvor indså, at der var alternativer til de herskende normer for køn og krop. 

”De kvinder, jeg mødte, var virkelig muskuløse, for de arbejdede utrolig hårdt. De stod tidligt op, lavede mad og gik afsted til markedet med et barn i hver hånd, det sidste barn på ryggen og varerne på hovedet. Det fik mig til at indse, at vores europæiske kropsidealer for kvinder kunne være helt anderledes”. 

Rosa understreger, at et nyt syn på kvindekroppen er nødvendigt, fordi æstetiske og seksuelle præferencer i dag danner grundlag for magthierarkier. At behage seksuelt, kropsligt og visuelt bliver opfattet som kvinders primære funktion. Derfor har kropsnormer stor betydning for kvinders muligheder og selvopfattelse. Målet er at skabe et samfund, der ikke vurderer og begrænser mennesker på baggrund af deres udseende og deres krop: at gøre op med objektivisering af kvinder. 

”Det handler om at vælge sine kampe og anerkende sin egen indsats. I stedet for at være vrede på os selv over det, vi ikke gør, skal vi kvinder være stolte af det, vi faktisk gør.”

Men hvordan skal vi gøre det?

Rosa mener, at det først og fremmest er et spørgsmål om, at vi skal turde at gøre opmærksom på problemerne. Vi skal være ærlige over for unge piger. Vi skal turde at fortælle dem, at det er hårdt at indlade sig på politiske debatter som kvinde, og at man risikerer at få en hård behandling. 

Samtidig skal vi huske, at vi politiske engagement og deltagelse kan ændre disse omstændigheder. Vi har brug for flere piger og kvinder, der taler normerne imod, hvis vi skal forbedre miljøet omkring kvinder i det offentlige rum, i politiske sammenhænge og i samfundslivet generelt. 

Endvidere skal vi gøre op med den såkaldte luder-madonna-tankegang, siger Rosa og uddyber: 

”En gammel opfattelse er, at man som kvinde kan være to ting: en luder eller en madonna, god og jomfruelig eller et seksuelt købsvæsen. Politisk aktive kvinder bliver sat i luderboksen. Men hvis de ikke er konventionelt attraktive, hvad skal vi så bruge dem til?” 

Et opgør med dette kvindesyn bør ifølge Rosa være en del af den feministiske kamp.  

Hun understreger, at vi som led i denne kamp skal turde at tale med dem, vi er uenige med:

”Det er nemt at gå til angreb på kvinder for at være kvinder. Der ligger nemlig noget implicit skamfuldt i at være kvinde, fordi vores samfundsstrukturer er skabt af hvide middelklassemænd. På samme måde ligger der noget implicit skamfuldt i at afvige fra kropsnormerne. Men for at ændre dette, bliver vi nødt til at indimellem at tale med dem, der står bag angrebene. Mange feminister, også jeg, kommer ofte til kun at tale dem, vi er enige med.” 

Jeg spørger Rosa, hvordan hun forholder sig til den store følelsesmæssige investering, der kan være forbundet med disse samtaler. For er det ikke hårdt at skulle retfærdiggøre sine følelser og dele sine personlige og svære oplevelser med nogen, der som udgangspunkt ikke forstår dem? 

Det mener Rosa bestemt. 

”Det handler om at vælge sine kampe og anerkende sin egen indsats. I stedet for at være vrede på os selv over det, vi ikke gør, skal vi kvinder være stolte af det, vi faktisk gør.”

Rosa drager en parallel til den nedvurdering af klassiske kvindefag, der fortsat præger vores samfund. Omsorgsarbejde har traditionelt set været varetaget at kvinder, dårligt lønnet og ringe anerkendt. Rosa fremhæver dette som et eksempel på, at kvinder generelt ikke får tilstrækkeligt anerkendelse for deres arbejde. Det mener hun, at vi skal ændre på – også når der er tale om feministisk oplysningsarbejde.

 

Denne opfordring bliver afslutningen på vores samtale. En opfordring til alle kvinder. Til at involvere sig i kampen for ligestilling – og være stolte af dette arbejde for et bedre og mere inkluderende samfund.   

© 2018 af Københavns Unge Feminister

Københavns Unge Feminister har på forhånd haft kontakt med Rosa. Hun har fortalt om sit politiske engagement og om, hvordan hun oplever, at det som kvinde er svært at blive taget alvorligt i politisk sammenhæng.Dette er blevet tydeligt, når hun har udtalt sig på nettet. 

”Det er forskel på, om jeg har udtalt mig anonymt eller om jeg har udtalt mig med navn og billede. For når man udtaler sig anonymt, går folk af en eller anden grund ud fra, at man er en mand, og der bliver lyttet til og argumenteret imod, hvad man faktisk siger. Som kvinde bliver man ofte angrebet på baggrund af sit køn eller udseende”,fortæller hun med udgangspunkt i sine egne oplevelser.  

Rosa tror, at dette forekommer endnu oftere for kvinder, der ikke lever op til samfundets idealer. Hun betoner, at det er hårdt at udsætte sig selv og sin familie for den behandling, der hører med til at udtale sig offentligt som kvinde: bodyshaming og objektivisering heriblandt. 

”Det var en sag sidste år, hvor to kvindelige politikere blev stillet op mod hinanden og vurderet kropsligt og udseendemæssigt”, fortæller Rosa og uddyber: ”Som mand vil man aldrig få at vide, at ens holdninger ikke er valide, fordi man har et bestemt udseende eller en bestemt alder. Det er enormt intimiderende, at kvinder oplever så hård medfart i politiske diskussioner”.

Men har vi ikke alle et frit valg og et ansvar for at gøre vores stemme gældende? Dét er et omdiskuteret spørgsmål. Rosa svarer følgende, da jeg stiller hende det:

”Der vil altid være folk, der er i stand til at trodse fordommene og tage de hårde kampe, men vi bliver nødt til at anskue problemet strukturelt. Man bliver nødt til at skille skidt fra kanel og sige: ja, enhver har et frit valg, men vi bliver også nødt til at forstå, hvad der faktisk skal til for, at et menneske kan træffe det her valg. Det kræver nogle ressourcer.”

 I Rosas øjne er eksklusion i den politiske debat nemlig ikke kun et problem for den enkelte: det er også et demokratisk problem. Hun mener at den usaglige debatkultur medfører udelukkelse af visse perspektiver og befolkningsgrupper, og, som hun siger:

”Et demokratisk land forudsætter, at vi alle har adgang til den politiske debat og mulighed for at få indflydelse. Når margen for at få lov til at være med i klubben bliver mindre og mindre, betyder det, at vi kommer tættere og tættere på et oligarki, et fåtalsstyre.”

Når man taler med Rosa, er man ikke tvivl om, at hun er en kvinde med stærke holdninger, slagkraft og stor selvsikkerhed. Jeg tænker på, at den nedvurdering, hun har oplevet, tilsyneladende har udmøntet sig i en stærk samfundskritik snarere end i manglende selvtillid. 

Men ifølge Rosa har det ikke altid været sådan. Det var under en rejse i Sydamerika, at hun for alvor indså, at der var alternativer til de herskende normer for køn og krop. 

”De kvinder, jeg mødte, var virkelig muskuløse, for de arbejdede utrolig hårdt. De stod tidligt op, lavede mad og gik afsted til markedet med et barn i hver hånd, det sidste barn på ryggen og varerne på hovedet. Det fik mig til at indse, at vores europæiske kropsidealer for kvinder kunne være helt anderledes”. 

Rosa understreger, at et nyt syn på kvindekroppen er nødvendigt, fordi æstetiske og seksuelle præferencer i dag danner grundlag for magthierarkier. At behage seksuelt, kropsligt og visuelt bliver opfattet som kvinders primære funktion. Derfor har kropsnormer stor betydning for kvinders muligheder og selvopfattelse. Målet er at skabe et samfund, der ikke vurderer og begrænser mennesker på baggrund af deres udseende og deres krop: at gøre op med objektivisering af kvinder.  

Men hvordan skal vi gøre det?

Rosa mener, at det først og fremmest er et spørgsmål om, at vi skal turde at gøre opmærksom på problemerne. Vi skal være ærlige over for unge piger. Vi skal turde at fortælle dem, at det er hårdt at indlade sig på politiske debatter som kvinde, og at man risikerer at få en hård behandling. 

Samtidig skal vi huske, at vi politiske engagement og deltagelse kan ændre disse omstændigheder. Vi har brug for flere piger og kvinder, der taler normerne imod, hvis vi skal forbedre miljøet omkring kvinder i det offentlige rum, i politiske sammenhænge og i samfundslivet generelt. 

Endvidere skal vi gøre op med den såkaldte luder-madonna-tankegang, siger Rosa og uddyber: 

”En gammel opfattelse er, at man som kvinde kan være to ting: en luder eller en madonna, god og jomfruelig eller et seksuelt købsvæsen. Politisk aktive kvinder bliver sat i luderboksen. Men hvis de ikke er konventionelt attraktive, hvad skal vi så bruge dem til?” 

Et opgør med dette kvindesyn bør ifølge Rosa være en del af den feministiske kamp.  

Hun understreger, at vi som led i denne kamp skal turde at tale med dem, vi er uenige med:

”Det er nemt at gå til angreb på kvinder for at være kvinder. Der ligger nemlig noget implicit skamfuldt i at være kvinde, fordi vores samfundsstrukturer er skabt af hvide middelklassemænd. På samme måde ligger der noget implicit skamfuldt i at afvige fra kropsnormerne. Men for at ændre dette, bliver vi nødt til at indimellem at tale med dem, der står bag angrebene. Mange feminister, også jeg, kommer ofte til kun at tale dem, vi er enige med.” 

Jeg spørger Rosa, hvordan hun forholder sig til den store følelsesmæssige investering, der kan være forbundet med disse samtaler. For er det ikke hårdt at skulle retfærdiggøre sine følelser og dele sine personlige og svære oplevelser med nogen, der som udgangspunkt ikke forstår dem? 

Det mener Rosa bestemt. 

”Det handler om at vælge sine kampe og anerkende sin egen indsats. I stedet for at være vrede på os selv over det, vi ikke gør, skal vi kvinder være stolte af det, vi faktisk gør.”

Rosa drager en parallel til den nedvurdering af klassiske kvindefag, der fortsat præger vores samfund. Omsorgsarbejde har traditionelt set været varetaget at kvinder, dårligt lønnet og ringe anerkendt. Rosa fremhæver dette som et eksempel på, at kvinder generelt ikke får tilstrækkeligt anerkendelse for deres arbejde. Det mener hun, at vi skal ændre på – også når der er tale om feministisk oplysningsarbejde. 

Denne opfordring bliver afslutningen på vores samtale. En opfordring til alle kvinder. Til at involvere sig i kampen for ligestilling – og være stolte af dette arbejde for et bedre og mere inkluderende samfund.